Den ufuldendte…

Efter flere dages pause, er jeg tilbage.

Vort hus har været vist frem til potentielle købere, så der blev ryddet og vasket og gjort fint, igen, igen.

Nu er det skønt at være tilbage på Aspevej og mine ikoner.

Jeg maler i 4 farver, og er fristet til ind i mellem “bare” at vende tilbage til min almindelige teknik. Men jeg gør det ikke!

Det går dejligt langsomt fremad.

Tak kære Gud for denne dag!

Vandforgyldning og tetrachrome

Meget udfordrende, men jeg aner nu at også denne ikon nok skal blive som jeg ønsker.

En hel del der skal rettes, og dejligt meget arbejde tilbage.

Det skal nok gå det hele.

Tak for denne gode dag.

Min tillid er intakt.

Forberedelse til tetrachrome

Dette er jo noget helt andet. Slut er det med at kopiere gamle ikoner, det har aldrig været en del af den byzantinske tradition. Ikke mer ren farvelægning. Nu er det alvor. Nu er det virkelig om at forstå linier og farver. Jeg læser og øver, George Kordis bog “Icon as Communion” er ved at være tyndslidt. Jeg kikker på Julia Hayes tutorials. Hold nu op, jeg har oceaner at lære!

Jeg er nu i gang med at forberede kursusmateriale til efterårets undervisning. En lille tvivl sniger sig ind, er det for stor en mundfuld for mig? Har jeg erfaring nok?

Det vil vise sig. Men jeg VIL dette, der er ingen vej tilbage.

Jeg glæder mig og ser frem til at formidle det jeg har lært.

So help me God.

Tilbage til Jesus

Han har hvilet længe min nye Jesus, og ventet på at tiden var inde til at få de sidste detaljer på plads.

I dag, lørdag, er der jo åbent i mit galleri, og efter en tur på loppemarkedet på Birkepladsen, var det ekstra dejligt at komme hjem til Galleri St. Helene.

Marie Eks tegninger er udstillet for tiden, de passer så fint til mine ikoner!

Her er dejligt køligt, og en velsignet fred. Den totale modsætning til menneskemyldret på markedet.

Jeg har taget min bedste ven frem. I dag har jeg lavet korset i glorien, og rettet lidt på nogle lysninger, bl.a. ved venstre øje, og ved overskægget. Jeg er tilfreds.

Nu mangler inskriptioner. Måske er han så færdig.

Vi må se. Vi er 2 om det…

God weekend!

En engels ansigt, 3/4 profil.

Endelig har jeg taget mod til mig, og optaget mig selv på video mens jeg tegner en engels ansigt. Husk jeg er nybegynder – jeg viser dette primært til de elever der skal på kursus hos mig  i august, september og november, undervisningen foregår i Galleri St. Helene i Tisvildeleje.

Skulle andre også have lyst til at øve sig, så er det en ekstragevinst for mig.

Jeg bruger den viden jeg har fået fra George Kordis, fra hans undervisning i november 2017 i Galleri St. Helene, og også det jeg har lært ved at studere hans bog: “Icon as Communion”, en uundværlig lærebog for en ikonmaler.

Jeg følger også Julia Bridget Hayes undervisning på Patreon.com. Det er virkelig lærerigt for ikonmalere som ikke kun vil kopiere andres ikoner, men som vil lære faget fra bunden.

Det vil jeg.

Tak fordi du kikkede med!